Er du socialt klodset?

Er du socialt klodset :-}
Det er jeg. Socialt klodset. Kun få tror på det,  for jeg virker så udadvendt og social, men i virkeligheden er jeg altid lidt i tvivl om hvad jeg skal sige. Og om det nu også er det rigtige at sige, hvilket selvfølgelig er rimelig irriterende at tænke på, bagefter.

Jeg kan nogen gange stadig høre min mor  sige: Husk at tænke før du taler. Det tog mange år før jeg lærte det  – og så kan jeg det alligevel kun i nogen grad.  Så jeg er stadig socialt åbenmundet.

Og impulsiv for ofte skynder jeg at sige hvad der ligger mig på sinde og ups ….der kom det klodsede ind, for det lyder bare ikke nær så godt når ordene hænger frit i luften, som da jeg tænkte dem.
A la Peter Plys
Det var ikke særlig klogt sagt, Plys” sagde Grislingen.
Peter Plys: “Det var klogt da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud!”

Men den anden side af medaljen, at jo så, at man til et møde tænker så længe  (så du netop ikke bliver socialt klodset) over hvordan du formulerer det ret gode indlæg ( når du selv skal sige det og mærker smilet brede sig over hvor godt det er) og derfor kommer for sent. Får tænkt så længe, at en anden får sagt det (geniale) du havde lige på tungen og du ender med at sidde og være lidt småærgerlig over dig selv.

Har du prøvet det?

Min sociale klodsethed viser sig også når jeg er til store komsammen-er. F.eks. en reception, hvor jeg skal holde øje med både pindemaden på (oftest) en paptallerken, som er så blød at den har det med enten at bukke sammen eller dreje hver sin ende nedad, hvorefter pindemaden ryger samme vej, hvilket er grunden til at jeg sjældent tager pindemader, men nøjes med drikkevarerne.

Men altså, der står jeg, nu uden pindemad, men med et glad i den ene hånd, tasken over skulderen og skal smaltalke. Og har selvfølgelig glemt at tage visitkortet ud af tasken. Derfor ser man nu mig, balancerer med glasset og prove at finde visitkortetuiet i den (kæmpe) store taske. Og fører en samtale eller i det mindste kigge interesseret og lytte -samtidigt.

Suk.

Nej.

Det fungere ikke for mig. Og nej. Jeg kan ikke nøjes med en mindre taske. Hvor skal så hårbørsten, visitkortetuiet, makeuppungen (som vist ærligt trænger til at blive set på med kritiske øjne), 2 par ekstra briller, tyggegummipakken, pakken med ipren, min vifte (den er gul, rimelig meget i stykker og absolut uundværlig), et par høretelefoner, postkort  (som jeg bruger som ekstra visitkort) 3 blyanter (jeg er blyantsnørd) viskelæder (siger sig selv), kalender smukt indrammet af Gitte Carlands smukke røde pytonetui (ja den er stor A4, men passer til en der skriver med blyant), min private skrivebog (har du også sådan en?) hvor jeg ved hvert et ledigt øjeblik skriver mine drømme ind og så de som allerede er gået i opfyldelse. Jeg skal huske at huske. På de fantastiske ting som sker. Hver dag. En parkeringsplads, hvor der et øjeblik før, ingen var.  En klient som blev henvist af en tidligere klient. Jeg elsker når det sker og bliver så taknemmelig. Nå men, min drømmebog og så ind imellem min computer. Hvid, fordi den var så smuk. Jeg tænker du nu kan se for dig, præcis hvor stor min taske må være.

Well. Det er altid noget jeg ikke går i høje hæle til receptioner, for så ville det gå helt galt. Så står jeg der, er lige kommet og mærker min sociale klodsethed, stige op i halsen. Smiler til sidemanden og spørger intelligent: Er du også lige kommet? Aik. Altså Ingrid Ann, du holder foredrag om mænd og kvinder. Om relationerne på arbejdspladsen. Kan du ikke finde på noget mere smart at sige? Nej. Suk.

Heldigvis er jeg superdygtig til mit arbejde, hvor den sociale klosethed helt forlader mig  -og går ikke til så mange receptioner :-}

 

 

 

 

 

 

 

­

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *