Ingrid Ann Watson

Jeg som har været selvskreven køber til bogen om “Os der hader motion”                                                       

 Jeg er en overløber, er jeg. Og det skyldes konfirmationen.

Den dag hvor jeg skal stå og holde tale for min skønne søn, spise det lækreste mad, synge og grine, samt kigge på alle mine kære, de som er meget nære og de som er mere fjerne, men alligevel mig kær og er med på den dag.

En dag bedst som jeg gik nynnede rundt og tænkte konfirmationstanker, kom der (helt af sig selv) et billede af mig stående glad og holde tale.

Jeg stivnede og gispede.

Jeg havde rent glemt mig selv. Alt andet var arrangeret men jeg var glemt.

Det faktum at jeg et stykke tid ikke har kunnet være i mine ynglings designeres tøj, var skubbet helt om, ja vist helt ud af hovedets lønkammer.

Og kom nu tordnenede tilbage og opførte en vals på en 70 tommer skærm med mig iført…øhh cowboybukser? Sort teltagtig kjole? Deller? Eller et tydeligt forsøg på at skrue mig ned i en kjole som ville have været (lad os nu være ærlige) smukkere på en 3 numre mindre kvinde end jeg.

Ups og av.

Op kom ideen om rimeligheden af at arbejde med mad og motion. Og jeg er startet -og nyder det. Ligefrem elsker det vil høres som en storm sydpå, som min gamle mormor sagde når hun mente nogen overdrev. En storm sydpå.

Men det er faktisk således. Jeg er blevet bidt af det. Nyder det og mærker at kroppen elsker mig for det, mærker musklerne arbejde når jeg løber på båndet og hører Pernille http://www.uhrbrandcoaching.dk  piske mig med stemmen: Hurtigere, hurtigere, ikke give op. Og hell nej, mine muskler giver ikke op.

De formentlig slikker sig om munden og breder sig i min krop, tager energi og giver mig kærligheden tilbage -til min krop. Giver min obsternasige hjerne bagkant og tordner videre… Min krop kører sit eget “Musklernes Grand Canyon” løb… mens hjernen stadig står på modstand.

Det betyder at hver gang jeg skal afsted må jeg igennem den samme mølle…Jeg gider ikke. Jeg har ikke brug for det (halløj hvad var det nu lige med teltkjolen?) Og ellers så tag lige et genkig Ingrid Ann på et af de seneste tvprogrammer du har været med i…

Hver gang skal den del af min hjerne som stadig hører den gamle tid til op at vende. Modstand og afstand. Men jeg har snydt den. Og fået hjælp. Af Pernille. Som tålmodigt står og venter, og min høflighed er stærkere og yngre end den gamle bydel i min hjerne. Så jeg møder op!

I virkeligheden er den bange for at blive arbejdesløs tror jeg. Hjernehjælperen.For når jeg har tabt de kilo jeg har lyst til og tillader mine muskler at genfinde tidligere tiders ynde -er der jo ikke mere at lave for den del af min hjerne som gennem årene har hjulpet mig med at blive overvægtig.

Bum.

Opsagt med det orange kort, ud i kulden. Så den kæmper for sit liv. For sin berettigelse. Hvisker…jamen kæreste Ingrid Ann. Smider du mig bare sådan ud og væk? Jeg som har været så god ved dig? Jeg som har gjort alt i min magt for at du skulle få de lækreste chokolader, de skønneste milkshakes, de saftigste burgere?

Åhh, men ja. Nu er tiden inde og alt har jo en tid. Et kæresteforhold har en tid hvis man ikke husker på at blive ved med at give tid til at tale og kysse. Tøj har en tid. Enten bliver det umoderned eller går i stykker. Karrieren har en tid. Computeren har sin tid så må både den og telefonen afsted og nyt skal ind. En bolig har sin tid, pludselig forandres vilkårene og man nyder at flytte. Måske.

Det nye er, at jeg blidt forlanger at den kærlighed til mig selv som er nys ankommet igen, (for den boede der jo permanent da jeg var baby), får plads, får ro og bliver puslet om-også selv om det sker på bekostning af mit andet selv. Den del af hjernen som nu må finde et andet sted at bo. Som med mange kys og tak for hjælpen, nu får en fyreseddel…farvel og tak. Lev vel…

Alt imens jeg tager træningstøjet på, spiser min ostemad og begiver mig ud i livet…. Forelsket i min krop, glad for det parforhold jeg har fået med mig selv…. Måske ses vi?

Hm…Jeg har altid tænkt over det udtryk “at jeg har tabt nogle kilo” og tænkt: Hvor? Hvor? Bare jeg ikke finder dem :-}