Ingrid Ann Watson

Plot…

Der er sket en række dødsfald et sted på som tilsyneladende ingen sammenhæng har.

Eneste fællestræk er måden, som er pludselig, fuldstændig uventet og med halsen skåret over. Vil morderen have tid og ro til at kigge med mens ofrene dør?Indtil videre er det lykkedes politiet at holde det hemmeligt men hvis morderen slår til igen er man nødt til at advare befolkningen. Men hvad betyder metoden? Hvorfor myrdes ofrene på denne helt specielle måde? De er alle myrdet i Nordsjælland. Bor morderen mon der?

Og vil det lykkedes den tænksomme psykolog og detektiv Margit Hansen med hang til komplicerede udlægninger, et forvirret kærlighedsliv og for lidt søvn, at opklare mordene før det går for vidt eller ligefrem eskalerer?

 Scene…

 Han kom gående, som han altid gjorde ved denne tid. Afslappet slendrede han som havde han al tid i verden. Som vi alle altid tror vi har. Selv om vi godt ved at nogen må dø.

Sover stille ind i sin seng. Bliver kørt ihjel af en bil. Drukner. Får hjertestop og er væk. Bum. 

Der er et utal af måder man kan dø på, men ikke en af disse tænker vi over om morgenen når vi på badeværelset står og sukker over for lidt søvn, morgenhår og tilsvarende lugt.

Han gik og fløjtede og der, lige der, døde han. Bum.

Psykolog Margit Hansen sugede kinderne ind som hun altid gjorde når noget var irriterende. Eller svært. Eller bare… og hørte sin mors stemme i sit indre ”Margit hold op med at suge kinderne ind, det ser barnligt ud” sukkede over at ens mor endog som død kunne kommandere med en, drejede hovedet og kiggede ned på liget.

Han havde set godt ud, en af disse mænd en enlig som hun selv ville ønske at møde. I live.

Hun trak den lysegrå duffelcoat tættere om den spinkle størrelse 40, purrede op i det tykke løsthængende skulderlange bruntsorte hår med den anden hånd og kiggede op på den noget højere sergent Nielsen med sine mørkebrune øjne. Hvad lavede han her, spurgte hun. Gik aftentur sagde Nielsen.

Det gjorde han hver aften. Konen siger at han mente det var den eneste måde han kunne forblive ved sine sansers fulde fem. De har 4 børn tilføjede han, som forklarede det alt.

Hvilket det vel egentlig også gjorde tænkte hun, som selv havde fostret 2 enebørn, med 12 års mellemrum bl..a fordi hun aldrig kunne forestille sig, at leve i den støj og uro det måtte give med flere.

Kiggede igen ned på Mr. handsome som lå der med halsen skåret over. En helt speciel måde at aflive på. Morderen sørgede med et snit for at offeret stoppede med at tale og samtidig kunne stå (sidder man ned når nogen man er ved at dø tænkte hun ) og se offeret dø langsomt alt imens blodet og livet pumpede ud. Og det var så godt som lydløst. Eneste ulempe var at det tog tid, så man skulle være sikker på at der ikke kom nogen. Finde et uforstyrret sted. En gangsti? Nej, det var ikke uforstyrret og vist første gang morderen havde slået til et så offentligt sted.

 Godt en voksen kom først tænkte Margit og ikke et barn. På cykel. Hun så lige billederne for sig og rystede dem væk ved simpelthen at vende sig til retslægen der knælede foran Mr. Handsome og spørge til tidpunktet for døden. Mellem 22-23 vil jeg tro, svarede han.

Scene…max 400 ord.
Han kom gående, som han altid gjorde ved denne tid. Afslappet slendrede han som havde han al tid i verden. Som vi alle altid tror vi har. Selv om vi godt ved at nogen må dø.
Sover stille ind i sin seng. Bliver kørt ihjel af en bil. Drukner. Får hjertestop og er væk. Bum.

Der er et utal af måder man kan dø på, men ikke en af disse tænker vi over om morgenen når vi på badeværelset står og sukker over for lidt søvn, morgenhår og tilsvarende lugt.
Han gik og fløjtede og der, lige der, døde han. Bum.

Psykolog Margit Hansen sugede kinderne ind som hun altid gjorde når noget var irriterende. Eller svært. Eller bare… og hørte sin mors stemme i sit indre ”Margit hold op med at suge kinderne ind, det ser barnligt ud” sukkede over at ens mor endog som død kunne kommandere med en, drejede hovedet og kiggede ned på liget.

Han havde set godt ud, en af disse mænd en enlig som hun selv ville ønske at møde. I live.

Hun trak den lysegrå duffelcoat tættere om den spinkle størrelse 40, purrede op i det tykke løsthængende skulderlange bruntsorte hår med den anden hånd og kiggede op på den noget højere sergent Nielsen med sine mørkebrune øjne. Hvad lavede han her, spurgte hun. Gik aftentur sagde Nielsen.

Det gjorde han hver aften. Konen siger at han mente det var den eneste måde han kunne forblive ved sine sansers fulde fem. De har 4 børn tilføjede han, som forklarede det alt.

Hvilket det vel egentlig også gjorde tænkte hun, som selv havde fostret 2 enebørn, med 12 års mellemrum bl..a fordi hun aldrig kunne forestille sig, at leve i den støj og uro det måtte give med flere.

Kiggede igen ned på Mr. handsome  som lå der med halsen skåret over. En helt speciel måde at aflive på. Morderen sørgede med et snit for at offeret stoppede med at tale og samtidig kunne stå (sidder man ned når nogen man er ved at dø tænkte hun ) og se offeret dø langsomt alt imens blodet og livet pumpede ud. Og det var så godt som lydløst. Eneste ulempe var at det tog tid, så man skulle være sikker på at der ikke kom nogen. Finde et uforstyrret sted. En gangsti? Nej, det var ikke uforstyrret og vist første gang morderen havde slået til et så offentligt sted.

Godt en voksen kom først tænkte Margit og ikke et barn. På cykel. Hun så lige billederne for sig og rystede dem væk ved simpelthen at vende sig til retslægen der knælede foran Mr. Handsome og spørge til tidpunktet for døden.   Mellem 22-23 vil jeg tro, svarede han.