Kommer man virkelig længst med ærlighed?
Er du ærlig?
Tanken kom forleden dag som jeg hørte en ven fortælle mig noget, hvorefter han pludselig stoppede op og sagde ” nej det var vist ikke helt sandt, jeg prøver lige igen” og så fortalte det samme men med en lidt andre drejning. Det fik mig til at tænke på mod. Og ærlighed. For han er modig og udvikler sin ærlighed lige så stille, minut for minut, time for time og dag for dag. Han insisterer på at lære det….
Da jeg var barn sagde min mor altid ” at man skulle være selektiv ærlig” tjaaa. I hendes verden og dermed i hendes opdragelse af mig, lå der at man godt måtte pynte lidt på sandheden. At man ikke behøvede at fortælle alt. Hvis man ikke blev spurgt var det ikke at lyve, vel? At man skulle tage hensyn og ikke såre andre med sin ærlighed.
Problemet var bare, at som jeg voksede op med denne “sandhed” opdagede jeg at andre blev gjort ondt når jeg brugte disse termer for ærlighed. De sagde” jamen du må da have vidst jeg gerne ville vide det -selv om jeg ikke spurgte” Øhh, nej det vidste jeg ikke for det havde jeg ikke lært, men det ved jeg nu, i dag, og kan gøre det anderledes. Så hvem har lært os om ærlighed?
” Der sker noget med min tillid til dig når du lige pynter lidt på det” hører jeg i klinikken. At når partneren smålyver eller ikke siger sandheden og hele sandheden (der er en grund til at det siges som en ed i en retssag) forholder man partneren retten til selv at vælge ud fra sandheden og derfra træffe egne beslutninger omkring emnet. Man får kun “en halv vind” og træffer så måske følelsesmæssige beslutninger på et forkert, eller ihvertfald et halvt grundlag.
Er det fair? Ville du selv ønske kun at få den halve sandhed?
Måske er den anden side af medaljen selektiv ærlighed, vores manglende evne til at håndtere sandheden. Som en sagde til sin kæreste” Nu fortæller jeg sandheden som du har bedt om og så overfalder du mig, så jeg ville ønske jeg aldrig havde sagt det!
Er det f.eks. fair at sandhed kan koste et ægteskab? At man først beder om det for derefter at konstaterer at man egentlig (ærligt) hellere ville have været foruden samt at det får partneren til at ønske det aldrig var blevet sagt? Jeg har tit hørt mennesker sige, at de ville ønske de aldrig havde spurgt…
På den anden side har jeg i klinikken rigtig mange gange oplevet at når et par ved fælles hjælp er kommet forbi og igennem chokket over løgnen, ender op med et nyt, ærligere og bedre parforhold.
Når nogen som et tæt på os smålyver ved vi det ofte godt for intuitionen har givet lyd fra sig og fortalt det, vi mærkede at det gav et jag i maven eller der var lige en lyd som gjorde os nysgerrige og lidt mistænksomme, men ofte vælger vi bare at smile og ikke mærke/høre efter intuitionen.
Hvor mange gange har jeg ikke hørt en sige” Jeg vidste det egentlig godt” Hvor tit har du godt vidst noget, et sted i dit hjerte?
Ærlighed skal altid praktiseres med kærlighed og hjerte samt i Jegform. Så holder jeg mig til min sandhed -som jo ikke nødvendigvis er din sandhed :-}
kÆRLIG hilsen
Ingrid Ann Watson