Hjertet bor i hans morgenkåbe

Det er som om jeg bedre kan lide at være hjemme hos ham end hos mig selv. Jeg føler mig tryg i hans hus. Der er ikke hyggeligt som hjemme hos mig , men der er den der hule følelse som gør at jeg føler mig lille og feminin (ikke at forveksle med svag og kan ingenting selv) og  jeg mærker mit behov for at nogen skal tage sig (bare lidt) af mig, når jeg går rundt i hans badekåbe mens jeg lugter kaffen han brygger til mig. Til os. Til mig.

Jeg er så vant til at lave min kaffe selv. Badekåben. Et stykke tøj jeg næsten drukner i. Lang og bomuldsagtig.  Bare noget tekstil som hvis hun ikke elskede ham, bare var noget sort og hvidt som hang på en knage, i en mands hus. Når hjertet bor i hans morgenkåbe.

Et stort smil breder sig på hendes ansigt samtidig med at hun kigger på mig som skulle hun lige tjekke at det var ok. At sige hun syntes om følelsen.

Af at være (bare lidt) lille. At være en han skulle tage sig (bare lidt) af. At det var okay at følelsesdrukne i hans morgenkåbe.

Hun, som i flere år, havde proklameret at hun ikke havde brug for en partner, når bare hun havde veninderne. Hun som tit kækt og ironiserende, gabte over hvordan ”kvinder” forandrede sig når de mødte ”Ham”. Det er ikke til at holde ud som hun sagde.

Når hun er der

I lykken som smeltede hjertet og fik skællene væk fra øjnene så hun pludselig så ( og måske genhuskede) at således er det, når hjertet gives frit. Og flyver over til der hvor der mærkes en genklang. En spinkel og sprød lyd af ”os” . Ikke os imod verden, men os sammen med verden.

Det verden mangler for at ende krige, er kærlighed, sagde hun og smilede lidt genert. Hun arbejder som leder og jeg spurgte om hun kunne og hvordan hun ville, bruge denne følelse på arbejdet. Give den væk til medarbejderne.  Det fik hende til at tænke. Måske kærlighed forandrer hendes ledelsesstil?

Jeg kom til at tænke på Marianne Williamson som siger at grunden til at der er krig ”er Manglen på kærlighed”  Måske man ligefrem kunne drive vindmøller med følelsen ”kærlighed”

Denne, følelsen af samhørighed og åbning af hjertet er givet til mennesket. Nu kommer så menneskets eget stykke arbejde, nemlig at blive der. I hjertet. At holde øje med hvad der gik galt sidste gang, jeg valgte ukærligheden og det hårde, i stedet for at bliver hvor jeg var. I det lyse og bløde.

Blev du hård igen?

Husker du, da du blev hård igen?

Faldt du tilbage til den gamle adfærd og begyndte at brokke dig over at morgenkåben lå på badeværelses gulvet –  i stedet for fluks at tage tøjet af og putte dig i den, finde din partner og glad vise ham dig, i al din nøgenhed? I morgenkåben? I køkkenet?

Lod du de gamle svigt som denne forrygende kæreste inden andel havde i, vise dig vej? Og glemte at lade dig føre af de nye oplevelser? Af dette nye menneske?

Var det nemt for dig at bede din veninde opsøge en terapeut til at hjælpe hende videre, men var du selv blind for at få arbejdet med dine egne hangs?

Opdagede du slet ikke at du i virkeligheden var rigtig dårlig til at være, med lykke?

Til at føle dig tilfreds, men automatisk måtte trække dig lidt, skabe lidt afstand, måske ved at skændes (virker hver gang)

lege ”kom her –gå væk” spillet…

Nå, men det er sikkert anderledes denne gang. Jeg tror på, at denne gang synger hjertet så højt at hun ikke kan lade være med at lytte.

Denne gang mærker hun at dette kan blive så godt, at det vil hun (og hjertet) under ingen omstændigheder gå glip af. Jeg tror, at hun med alderen har opdaget, at hun må arbejde lige så meget for dette, kærligheden, som for hendes lederjob.

-Jeg tror…..

Tror du også?

Kan du genkende dig selv i noget af dette?

Kommentarer modtages meget gerne her på bloggen.

Tak.