Englen eller hvad NY kan tilbyde…

Skrevet af Kristelig Dagblad.

Englen…

Sagde hun, snøftede og drejede hovedet en anelse mod det åbne vindue, hvor den blå horisont kunne ses,  som et mærkelig blåt lagenstykke. Du ved, den farve som kommer når de nye cowboybukser vaskes sammen med det hvide lagen. Langt væk fra kom tonerne snigende, fra en melodi jeg kendte men ikke kunne huske jeg kendte og forstyrrede en tiendedel af min hjerne, som ellers havde meget vigtigere ting at tage sig til end at prøve at genkalde sig en glemt melodi. Jeg sukkede og sagde opmuntrende jahh…

Hun nikkede langsomt  for sig selv,som var hun ikke helt sikker, men alligevel drevet af et indre behov for at dele sig og sit med en anden, den anden som nu var mig. Hun kiggede fortsat ud af vinduet så jeg valgte at placere mig i værelsets bedste stol og den eneste røde som stod skråt bag ved hende, så jeg så siden af hendes ansigt, kinden og øret med den lille hvide perle hun altid gik med og det genstridige hår, halsen som næsten umærkeligt var blevet lidt slappere og de lange øjenvipper som gik op og ned som et forstyrret gardin, alt imens hun kiggede skiftevis ned på sine knyttede hænder som lå som granitsten i skødet, og hastigt kiggede op og ud af vinduet.

Gud ved hvad hun så derude?

Måske ingenting. Måske det hele foregik indeni? Jeg mærkede nysgerrigheden og uroen i maven. Illusionens 7 slør hvoraf jeg nu var kommet til det 4 som handlede om at vedkende sig at alt bare er et felt som jeg selv skaber og laver min virkelighed efter.

Puha. Mærkede igen tyngden af ansvar. Når alt er min egen skabelse er alt også min skyld. Skyld. Skyld. ”Jeg så det slet ikke komme” Stemmen rev mig ud af mine følelsesbetragtninger og tilbage til nutiden, som jeg altså også selv havde skabt? Stemmen fortsatte, Jeg gik jo bare og kiggede og pludselig var hun der. På taget. Hvem har da også hørt eller læst om ”en sådan” på et almindeligt tag kl. 05.00 en søndag diset morgen? Hun lød næsten forurettet som var slige hændelser ikke tilladt på tage og da slet ikke på søndage.

På den anden side var søndag da perfekt. Hold hviledagen i hu. Kirkedag. Familiedag, nåede jeg at tænke før hun lod bomben falde. Englen. Hvid og næsten gennemsigtig i morgenskumringen. Hun udstødte en lille nervøs latter. Hvad skal en gøre ved det spurgte hun og drejede hovedet mod mig, kiggede mig i øjnene og spurgte igen: Hvad skal én gøre ved det? Øhh, tænkte jeg og foreslog mig selv at holde bøtte og se om jeg kunne være så heldig at hun selv svarede, for ærligt vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men mærkede en pludselig spænding og hørte hvordan mit ellers sagte åndedrag blev lydeligt. En engel. Jeg havde altid ønsket mig at møde en engel, at være i stand til at se, rigtig se. Med de øjne som kun ser kærlighed og lys og aldrig dømmer. Se. Se en engel.

Hun lænede sig uden at vide det lidt fremad i stolen og gentog:

En engel? Hun drejede hovedet og kiggede igen ud gennem vinduet. Ud på englen? Var den der? Nu? Det var på Frederiksberg, lige ved kirken men ikke på kirkens tag. Overfor. Hun sad med det ene ben bøjet under sig og kiggede smilende på mig. På taget. Hun fortsatte: Min hjerne spandt. En historie om, at det var lyset, solen, men fik selv øje på det ulogiske i den sammenligning da kl. var ca. 05.00 om morgenen. Ingen sol der.

Men forstår du, sagde hun og stemmen steg, men så bange blev den. Hjernen. Så straks sin krop indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling uden mulighed for benådning. Nej, det er ikke en mulighed at se engle  tænkte den. Jeg må fluks finde en afledning.

Men englen blev siddende og jeg hørte en sprød stemme, fin,  som jeg tænker mig at tibetanske klokker må lyde, som sagde: Bliv ikke bange. Men ved du hvad, hun drejede hovedet og de grønne øjne så direkte ind i mine,  jeg var egentlig ikke bange, kun for at blive erklæret sindssyg. Hun smilede, englen, og spurgte om hun måtte komme med mig hjem. Det strejfede mig, at det var en meget høflig engel men der er vist noget med at engle og sådan nogle væsener ligesom mennesker skal spørge først før de træder ind i ens hjem…

Et kort view

Et kort view af standarden omkring oprydning og rengøring i den hjemlige rede dalrede lige forbi min indre biograf men blev straks smidt på porten ”Jeg mener, tænk at sige nej tak til et besøg af en engel pga sure sokker, uredte senge og våde håndklæder på badeværelsesgulvet. Nej vel. Det lyder ikke cool, så jeg sagde ja selvfølgelig, du skal være så hjertelig velkommen. Og herfra er det så at fortællingen bliver en smule mærkelig. Hun rykkede stolen så hun nu sad direkte over for mig og jeg hørte mig selv tænke, mærkeligt? Er det ikke allerede det? Jeg ville egentlig sige at min sjæl var vågen og meget lyttende, hvis det ikke ville lyde meget indianeragtig søgt, hvilket er et nummer for meget når man bare er en hvid psykologuddannet kvinde fra New York.